En anden slags afslag

I et stykke tid har Islændingen og jeg gået med tanker om familieforøgelse. Vi har snakket, vendt og drejet det, fundet fordele og ulemper, og til sidst blev vi enige om, at det jo ikke skadede at undersøge sagen nærmere. Så vi gik en tirsdag aften ind på Dyreværnets hjemmeside, hvor vi læste lidt om de forskellige hunde, der lige nu sidder og venter på et nyt hjem. Vi fandt tre hunde, der potentielt kunne passe godt ind i vores lille familie på tre. Der var dog én af de tre, der satte sig bedre fast i bevidstheden end de andre to. Der var noget særligt over ham.

Han var blevet fjernet fra en dyreværnssag, hvor han ikke havde levet under de bedste forhold. Hans løse knæskal på det ene bagben havde roteret sig om på indersiden af hans ben, hvor det var groet fast, så han ikke længere kunne bruge benet. Efter operationer og genoptræning, gik det nu bedre, så han var klar til et nyt hjem. Han var en lille 8årig blandingshund på 5 kg, som var lidt forsigtig, men vigtigst af alt kærlig og blid.

Jeg ringede derfor om onsdagen og indgav en telefonisk ansøgning på at adoptere ham. Jeg skulle svare på alle tænkelige spørgsmål om erfaring med dyr, vores boligsituation, vores økonomi og meget andet. Kvinden i telefonen var meget grundig. Efter godt og vel en halv times snak, fik jeg at vide, at de ville kigge alle ansøgninger igennem og så ville vi høre fra dem inden for 8-10 dage.

De seneste to uger har været fulde af endnu mere snak om, hvor dejligt det ville være med en ekstra firbenet i huset. Vi har forestillet os, hvilke ture vi skulle på, hvor hyggeligt det ville være med to hunde i sengen søndag morgen, med legende hunde i haven og alle de andre glæder, sådan nogle pelsede venner bringer med sig. Jeg har selvfølgelig også set på udstyr på nettet, tænkt på forsikring, hundesvømmehal til hans fortsatte genoptræning og gennemtænkt, hvordan vi skulle gribe det an, hvis han flyttede ind. Jeg har undervejs hele tiden haft forbeholdet, at nu skulle vi ikke få vores forhåbninger for højt op, men det har været umuligt at styre – vi har virkelig været opsat på at få en ekstra hund i huset, som vi kunne overøse med kærlighed.

I dag, 14 dage efter vores ansøgning, havde vi stadig ikke hørt fra dem. Jeg valgte derfor at sende en mail for at høre, hvordan det stod til med processen. Desværre var svaret, at de havde valgt at gå videre med nogle af ansøgninger, der havde vist interesse for at tage to hunde; ham, vi var interesseret i, og hende, han deler “værelse” med. Af gode grunde kunne vi ikke tage begge hunde, da vi har Emmy i forvejen, så derfor røg vi ud i første sortering.

Øv.

Det er en helt anden slags afslag, end den slags jeg efterhånden har vænnet mig til at få i forbindelse med min jobsøgning. Faktisk fik jeg også et afslag fra et job på mail i dag, men det er sjovt nok afslaget på hunden, der fylder mest. Efter jeg havde funderet lidt over beskeden fra Dyreværnet, lavede jeg aftensmad, spiste og gik så en dejlig aftentur med Emmy. Undervejs gik jeg og listede fordelene ved, at vi ikke fik ham. Men det var svært. Emmy fylder meget i vores liv, og vi elsker hende så meget, så det er slet ikke fordi, at vi nu må “nøjes” med hende. Hun er mere end nok. Men det havde bare været så dejligt – også for hende – hvis der var kommet en storebror ind i familien.

Vi kunne selvfølgelig godt gå videre med en af de to andre hunde, som havde været en mulighed, men det føles bare ikke helt rigtigt i maven. Og så er jeg desuden overbevist om, at der er en grund til, at det ikke blev til noget i denne omgang. Hvad grunden er, finder vi nok først ud af på et senere tidspunkt, men det skal nok gå op for os en dag. Indtil da vil jeg fortsat elske og være taknemmelig for vores lille familiekonstellation, som indtil videre er helt perfekt og lige, som den skal være.

 

Reklamer

Hvad jeg spiser i løbet af en dag

Jeg ved, at der er mange, der har en eller anden idé om, hvad en veganer spiser og ikke spiser – nok mest, hvad man ikke spiser. For at afmystificere det hele lidt og give et indblik i, hvad jeg kan finde på at spise i løbet af en dag.

Morgenmad

Jeg er ikke så god til at spise om morgenen, og det har jeg aldrig været. Men hvis jeg endelig spiser morgenmad, så er det over night oats eller yoghurt med müsli. Yoghurten er naturel fra Alpro og müslien er en vegansk variant fra dm i Flensborg.

Over night oats:
1 dl finvalsede havregryn
1 spsk. chiafrø
3/4 spsk. hørfrø
1/2 tsk. vanillepulver
10 hakkede mandler
1 dl sojamælk med vanille 

Bland ingredienserne sammen og rør rundt. Lad grøden stå natten over og tilsæt yderligere 1/2 dl sojamælk med vanille og rør rundt igen. Top med frugt, f.eks. blåbær eller banan.

Frokost

Det er meget forskelligt, hvad jeg spiser til frokost. Da jeg havde arbejde, foretrak jeg at nøjes med at spise frugt, grøntsagsstænger og knækbrød med hummus til frokost, for så at spise et stort måltid til aftensmad. Mens jeg har gået hjemme, er jeg begyndt at spise quinoasalat, hummussandwich eller rugbrød med pesto.

Quinoasalat:
1 dl quinoa
2 dl vand
1 lille dåse majs
1 lille rødløg
1 lille håndfuld finthakket purløg
1 avocado

Kog quinoa som anvist på pakken. Mens det køler af hakker du rødløg og purløg. Vend det hele forsigtigt sammen med en avocado i tern. Krydr med friskkværnet salt og peber. Salaten kan også spises med falafler.

Aftensmad

Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvad vi spiser til aftensmad herhjemme, men der er alligevel noget, vi spiser oftere end andet. Vi er f.eks. rigtig glade for burgersøndag, chili sin carne, pasta bolognese, mexicansk lasagne, spinatlasagne, svensk pølseret, hotdogs, pita med falafel, tortillas og linsedeller. Min søde Islænding sagde, efter vi havde spist chili sin carne sidst, at det meget vel kunne være hans livret, så det er ret heldigt, at det er mega nemt at lave, for så er det nemt at servere hans “meget vel livret” for ham.

Chili sin carne:
2 dl ris
4 dl vand
1 stort løg
1 fed hvidløg
1 dåse baked beans
2 dåser chilibeans
1 dåse majs
1 dåse hakkede tomater eller 1/4 flaske mosede tomater
2,5 dl vand
Chili
Salt
Peber

Kog ris efter anvisning på posen. Hak og svits løg og hvidløg, tilføj de resterende ingredienser og blandt godt sammen. Krydr med chili, salt og peber. Tilsæt ris, når de er færdigkogte og lad det hele simre sammen.
Server med tortillachips og guacamole.

 

great, nu er jeg sulten.

“Savner du Berlin?”

Noget, jeg ofte bliver spurgt om, er, om jeg savner Berlin. Det er et logisk spørgsmål, for det skulle man jo næsten tro. Berlin er, efter min mening, den fedeste by i Europa. Den har alt! Derudover er den flot, fuld af historie og samtidig en moderne, pulserende metropol. Min begejstring for Berlin er svær at skjule, for jeg er nok lidt forelsket i byen.

Men nu bor jeg ikke længere i Berlin. Jeg bor i Tilst. Et skift, der næppe kunne være mere diametralt modsat. Tilst er en lillebitte flække uden for Århus, mens Berlin er en storby med knap fire millioner indbyggere. Tilst har en håndfuld supermarkeder og andre butikker, mens Berlin har flere indkøbscentre, shoppinggader og en buffet af udvalg, når det kommer til restauranter. Tilst består af industriområder, erhvervsparker og villakvarterer, mens Berlin har flere forskellige bydele, der er unikke på hver deres måde.

Alligevel savner jeg ikke Berlin. Når jeg ser billeder derfra, får beskeder eller snaps (som i SnapChat, ikke alkohol) fra folk, der bor der, eller når jeg hører om nogen, der skal derned, så kan jeg da godt mærke, at der stadig er en del af mig, der elsker Berlin og alt, hvad der har med byen at gøre. Men hvis jeg kunne vælge – og det kunne jeg jo – så ville jeg alligevel være her.

Den tilværelse, jeg har fået, efter jeg er flyttet til Danmark, er den, jeg har drømt om og forestillet mig i så lang tid. Det lille rækkehus med terrasse på begge sider og en have til Emmy. Det ekstra værelse med plads til besøg af mine niecer og nevø. Beliggenheden tæt på natur, men stadig ikke for langt fra byliv. Den lille bil, der gør det nemt at besøge venner og familie, og som sparer os al den tid, vi før brugte på offentlig transport, som nu kan bruges på sjovere ting. Mine drømme er forholdsvis simple, men det er jo ikke drømmenes kompleksitet, det handler om, det handler om drømmenes gennemslagskraft. Hvor meget fylder dine drømme hos dig?

Den her drøm har jeg haft i baghovedet allerede inden, jeg flyttede til Amsterdam i sin tid. Jeg har brugt timevis på Boligportalen, hvor jeg søgte efter rækkehuse med have, terrasse og ekstra værelse. Jeg har regnet og budgetteret, fordi jeg så gerne ville have råd til bil igen, så jeg nemmere kunne besøge venner og familie.

Så en simpel drøm, måske, men ikke desto mindre en stor drøm. Og nu har jeg opnået det. Min base er på plads. Nu mangler jeg lige det der job, men rammen er sat, og den er helt perfekt.

Når alt det så er sagt, så glæder jeg mig til at besøge Berlin og gå rundt i den bekendte gader med et smil på læben, som når man er på besøg hos en kær ven. Jeg vil glæde mig til at spise på mine yndlingssteder, opdage nye, ukendte dimensioner og muligheder, og når jeg tager derfra, vil jeg glæde mig til at komme igen næste gang.

 

Hysterisk, fanatisk og ekstrem

Jeg er hysterisk, når jeg bliver berørt af handlinger, videoer eller opslag, hvor jeg ser dyr, der bliver udnyttet eller mishandlet. Jeg er fanatisk, når jeg ikke vil spise mad, der er tilberedt sammen med kød. Jeg er ekstrem, når jeg ikke vil drikke mælk eller spise honning.

Jeg er hysterisk, fanatisk og ekstrem – eller som jeg vælger at kalde det: konsekvent. Jeg er konsekvent i mit valg om så vidt praktisk muligt ikke at bidrage til udnyttelsen af dyr til mad, tøj, underholdning eller andre produkter.

Jeg har ikke set lyset, som mange så hånligt siger, jeg har set mørket. Og når man først har set mørket, så kan man ikke u-se det igen. Jeg har set, hvad der ligger bag hvert enkelt animalsk produkt, hvadend det er 500 g hakket oksekød på tilbud, kyllingebryst til en fast lav pris i Netto, en krave på vinterjakken, en nøglering i mink, en kommentar som “bacon er det bedste krydderi”, et par søde uldfutter til baby, en cirkusplakat… Jeg har set det, fordi jeg har tvunget mig selv til at åbne øjnene for det og tage stilling, og nu kan jeg ikke glemme det. Det har printet sig fast som en del af mig, og jeg lægger kun mærke til mere og mere ondskab. Jeg ser, hvordan mennesker behandler andre levende væsner. Jeg ser, hvordan vi griner af børn, der piller vingerne af fluer, hvordan vi systematisk maser edderkopper og insekter, hvordan vi synes, det er sjovt at skræmme ænder, hvordan vi sparker efter duerne, hvordan vi “disciplinerer” hundene, hvordan vi fryder os over skade på kattene og hvordan vi håner de mennesker, der prøver at gøre opmærksom på, hvad der foregår.

Der er to ting, jeg til tider ville ønske, jeg kunne lukke øjnene for igen:

At der ikke findes en gud.

Hvor alt animalsk kommer fra.

Så ville alting være meget nemmere. Ignorance is bliss, siger man, og hvor er det rigtigt.

Jeg er hysterisk, fanatisk og ekstrem.

Jeg er hysterisk glad for dyr.

Jeg er fanatisk vild med plantemad.

Jeg er ekstremt lykkelig for, at jeg bidrager mindre til den udnyttelse, der foregår, end jeg gjorde for tre år siden.

 

Og nu vil jeg lade Micky Gjerris tage ordet i denne udemærkede artikel.

Overskud avler overskud

Mine forældre har nogle kloge one liners, som de igen og fyrer af i snakke om alt fra jobsøgning og kæresteproblemer til familiekriser og hverdagsbøvl. Min mor har siden tidernes morgen prædiket “Du skal være ved andre, som du gerne vil have, de er mod dig” og “Du vælger selv, om du vil være offer, eller om du vil være kriger”, mens min fars mest brugte livsmottoer er “Det er bedre at have noget, man ikke skal bruge, end at skulle bruge noget, man ikke har” – her kan indsættes alt fra en frituremaskine eller toiletpapir til rawplugs og et vaterpas. Noget andet, han også ofte siger, er, at overskud avler overskud. I forlængelse af det, kan man bruge analogien fra en flyvemaskine, hvor man skal tage iltmaske på sig selv først, før man hjælper andre, for sådan giver man i sidste ende den bedste hjælp. Det er også min fars holdning, og med alderen er jeg for alvor begyndt at indse, hvad det er, han mener med det.

Der er mennesker i min og Islændingens omgangskreds, der er meget interesserede efter at følge med i, hvordan det går med at bo sammen for Islændingen og mig. Det siger sig selv. Han kommer fra en tilværelse, hvor han har boet sammen med en af sine gode venner i en ungkarlelejligheden, hvor tilstanden var, som man kunne forvente af en sådan. Det der med sund og nærende mad var ikke ligefrem førsteprioritet, det var budgettering og rengøring heller ikke. Det var kort sagt, som det skal være, når man er ungkarl i midten af 20’erne.

Jeg kommer fra en tilværelse, hvor der var lavet lister og skemaer over alt. Der blev lavet budget, madplan og indkøbslister, jeg havde en fast rengøringsdag om ugen og alting var i det hele taget meget timet og tilrettelagt – ikke meget var overladt til tilfældighederne. Dermed ikke sagt, at jeg hverken har været rengøringsfreak eller haft det store økonomiske overskud, tværtimod, men der har trods alt været lidt mere struktur over min tilværelse.

Det ene er ikke bedre end det andet, men man kan godt argumentere for, at det er to vidt forskellige tilværelser, der så pludselig clasher, når man flytter sammen. Derfor har jeg da også været nysgerrig efter, hvordan det ville gå, ligesom så mange andre har været.

Men det går godt. Rigtig godt. Der har ikke været mange hurdles og ikke mange konflikter – hvis der overhovedet har været nogen. I hvert fald ikke nogen, der har fyldt meget, for i skrivende stund kan jeg ikke komme på, hvad det skulle have været.
Det er således også dét svar, jeg giver videre, når folk spørger. Det kan hurtigt lyde lyserødt og sukkersødt, så derfor kommer jeg også med min egen lommeanalyse over, hvorfor det netop går så godt.

Og her kommer min fars motto ind i billedet. “Overskud avler overskud”. Selvom jeg ikke har vanvittigt meget indhold i min hverdag i øjeblikket, så kan jeg godt have en off-dag. Når jeg har det, så er Islændingen rigtig god til at agere ja-hat og overtage overskudsposten. Det har han overskud til, selvom han indtil for tre dage siden arbejdede +45 timer om ugen fordelt på alle ugens dage. Jeg bilder mig ind, at det er fordi, jeg størstedelen af tiden har overskudsposten, og det gør jeg i en sådan grad, at mit overskud avler overskud, der fordeler sig til resten af husstanden, som nu engang kun tæller Islændingen – og Emmy selvfølgelig.

Jeg har ikke ret meget andet at stå op til, og gå op i, end vores hjem og vores forhold. Derfor er der styr på det huslige, når han kommer hjem. Der bliver lavet mad, vasket tøj, gjort rent, kreeret madplan, skrevet indkøbslister og alt det andet skemalagte, som jeg har fået lov til at tage med mig ind i vores nye konstellation. Det betyder, at når han kommer hjem, så skal han ikke ret meget andet end spise den mad, jeg stiller på bordet, spille FIFA, se TV og kysse på mig. For det skaber overskud for mig at gøre disse ting, fordi jeg så har noget at stå op til, og fordi jeg så kan holde mig i gang og ikke bare gå i hundene, mens jeg søger job – og det overskud de daglige gøremål giver mig, gives så videre til den hårdtarbejdende mand, som så har overskud til at kysse rigtig meget på mig, hvilket giver mig overskud til at holde fast i ja-hatten, når dagene er sure, og således går det hele op i en højere overskudsenhed.

Men det er også grunden til, at jeg altid slutter af med at sige, at folk skal spørge mig igen, når jeg en dag har fået job, for så er det ikke sikkert, at situationen ser lige sådan ud. Når vi begge har fuldtidsjob og er væk fra hjemmet otte-ni timer om dagen, og vasketøjsbunken stiger, og støvet forsamler sig i hjørnerne, og maden ikke laver sig selv, og FIFA ikke lige er den ønskede baggrundsstøj. Spørg mig igen, når vi skal deles om at generere overskud nok til hele husstanden, for så kan det hele meget vel se meget anderledes ud. Det behøver det ikke, men der er en reel risiko for det.

Indtil da suger jeg bare til mig af de lyserøde skyer og regnbuefarvede hverdage, som selv den mest grå dag kan føles som, fordi jeg kan holde mig beskæftiget med at være 50’er-husmor og han kan kreditere med kys, kram og søde ord.

At bo med en ikke-veganer: en måned senere

Nu har Islændingen og jeg været samlevende i næsten en måned. En måned! Det er gået hurtigt, men samtidig føles det som om, vi har boet sammen i årevis. Det går rigtig godt, både med det huslige, med at være sammen hver dag, men også med at bo med en ikke-veganer.

Som jeg skrev om i dette indlæg, havde jeg visse forventninger til, hvordan det ville blive, når vi skulle bo sammen. Forventningen var bl.a., at vi ville spise vegansk aftensmad, begrænse mælkeprodukter og kun have æg fra hobbybrug. Den forventning har holdt stik. Vi har spist vegansk aftensmad hver eneste aften, de eneste mælkeprodukter vi har haft, var en liter mælk, der blev købt til at lave noget islandsk budding-halløj, som hans bedstemor havde importeret fra Island. Og ellers har vi kun haft Ben & Jerry’s is, en remoulade og en dressing. Æg har vi slet ikke haft i huset.

Jeg forventede, at vi ville få en udfordring, når det kom til kødpålæg, fordi det er svært at erstatte. Vi købte en masse kødpålæg på tilbud i starten af måneden, som han har fået på sin madpakke, så forventningen blev bekræftet. Og dog. For allerede nu har Islændingen sagt, at vi ikke skal købe mere pålæg i næste måned. Vi har i stedet købt nogle vegansk spreads, noget peanutbutter og noget hummus, som vi forsøger os med i stedet. Han kan ikke lide avocado – som i virkelig ikke lide avocado – men han er faktisk åben over for, at jeg prøver at lade en avocadospread, som han kan få med i en sandwich, hvis han altså kan lide det.

Konklusionen er altså, at det er gået over al forventning, og at der nok ikke går længe, før vi har et helt kødfrit hjem. Veganer bliver han nok ikke foreløbigt, men mindre kan trods alt også gøre det. Hans udvikling har været meget hurtigere end min var i sin tid, og han er meget proaktiv i forhold til at ændre sine vaner og prøve nye ting. Jeg kan ikke lade være med at være lidt stolt (læs: meget stolt). Jeg kunne ikke have håbet på en bedre udvikling, som heldigvis er kommet meget organisk og mere eller mindre af sig selv.

Som den utaknemmelige type jeg jo er, har jeg selvfølgelig nogle ting, jeg håber bliver endnu bedre en dag. Jeg kunne jo godt tænke mig, at det blev et vegansk hjem en dag. Og så er den store drøm, at han også stopper med at spise kød, når vi er ude. Både for hans sundheds skyld, for etikkens skyld, men også af egoistiske årsager. Selvom jeg godt ved, at hans udvikling er sket på eget initiativ, og fordi han selv gerne vil, så slipper man som vegansk kæreste ikke for folks antagelser om, at han gør det, fordi jeg siger, han skal. Hvis han så spiser kød ude, så resulterer det sikkert i, at folk kommer med kommentarer om, at nu skal han nyde det, og at i dag “må han jo godt” eller lignende. Og det gider jeg ikke.

Men for at gentage mig selv, så er jeg megastolt over hans udvikling indtil videre. Det er gået så hurtigt, og bare det, at han selv tager initiativ, stiller spørgsmål, er åben og kommer med forslag, det betyder helt vildt meget for mig. Så er det ikke så slemt at bo med en ikke-veganer. *wink wink*

 

Hvis glasset er halvt tomt, så fyld det op igen

I dag er en hård dag. Jeg PMS’er for sindssygt med alt, hvad der dertil hører. Det være sig hovedpine, humørsvingninger og en så oppustet mave, at jeg ligeså godt kunne lade være med at proppe mig med hormoner fra mine p-piller og blive gravid, fordi min mave ville se lige sådan ud. Oven i hatten har jeg sovet lige præcis nul sammenhængende timer i nat. Emmy fik feber i går aftes og har haft det dårligt hele natten, så jeg har siddet vågen med hende det meste af natten. Hun har det bedre, efter vi var en tur forbi dyrlægen, hvor jeg fik fornøjelsen af at betale 745 kr. for fire minutters konsultation med bekræftelsen af, at hun ganske rigtigt havde feber, og bekræftelsen af, at det umiddelbart ikke var til at se, hvorfor hun har feber. Så 745 kr. for noget, jeg vidste på forhånd – plus selvfølgelig en sprøjte med smertestillende og antibiotika og medicin til de næste fem dage.

Som en ekstra lille pickle on the crap sandwich that is my day fik jeg også en mail med et afslag. Jeg er så vant til det efterhånden, at jeg ikke engang bruger et helt minut på at ærgre mig. Og slet ikke i dag, hvor så meget andet ærgrede mig og fyldte mine tanker.

Men når glasset så er gået fra halvt fyldt til halvt tomt, så er det, at jeg på et tidspunkt finder plads til at fylde det op igen.

Det sker, når jeg husker mig selv på, at der for dælen må være en mening med galskaben. Jeg har mine små go to tanker, som jeg finder frem, når nej-hatten presser på.

Det er tanken om, at jeg fik at vide på jobcentret, at mange ledige i gennemsnit er ledige 13 uger – jeg har “kun” været ledig cirka syv uger, så jeg er kun lige over halvvejs.

Det er tanken om, at universet nok belønner mig på sin egen sære måde. Islændingen og jeg brugte det første halve år på at være fra hinanden det meste af tiden, og ved at jeg er arbejdsløs lige nu, får vi muligheden for at være rigtig meget sammen.

Det er tanken om, at jeg får muligheden for at komme på plads i lejligheden og i min nye landsdel, som jeg ellers ikke havde fået mulighed for på samme måde, hvis jeg skulle være startet nyt job med det samme.

Det er tanken om, at jeg efter to år med dårlig samvittighed over, at Emmy skulle være alene så mange timer hver dag, bliver belønnet (igen, på en sær måde) ved, at hun nu sjældent er alene – og sjældent mere end et par timer ad gangen. Og snart får Islændingen nye arbejdstider, der betyder, at han først skal på arbejde kl. 16 mandag til torsdag, så selv, når jeg får nyt job, så skal hun stadig ikke være meget alene, for han vil være der i løbet af dagen, mens jeg er på arbejde, og så er jeg der hos hende om aftenen.

Alle de her tanker, skal jeg huske mig selv på. For det er sgu ikke sjovt at være arbejdsløs. Det er faktisk decideret usjovt. Så det er med at hælde godt med vand i de halvtomme glas, så de hele tiden forbliver halvt fyldte i stedet.

Nu vil jeg køre ind og hente min søde og dejlige kæreste, der har været inde at se De Hviiii’e spille mod FC Midtjylland. Når vi kommer hjem igen, vil jeg spise vegansk Ben & Jerry’s direkte fra bøtten foran ‘Billions’.

Life is good after all.

Vores kærlighedshistorie: Til vores dages ende

Læs de første indlæg om vores kærlighedshistorie her, her og her.

I dag er det præcis syv måneder siden, han dukkede op i min lejlighed i Berlin. Meget vand er løbet under kærlighedsbroen siden, og jeg sidder nu ved vores spisebord i vores lejlighed, mens jeg drikker en Pepsi Max med sugerør og venter på at klokken bliver 16, så jeg kan hente ham fra arbejde i vores bil.

Jeg kunne vælge at fortælle om, hvor skrækindjagende det var, at få åbnet for hjerteslusen igen, efter at den havde været lukket, limet og svejset til i så mange år. Jeg kunne også fortælle om al den tvivl, der var forbundet med hele situationen, fordi det ikke altid er en fordel at date en, som man faktisk oprigtigt holder af. Jeg kunne fortælle om frygten for at knuse hans hjerte af frygt for, at han skulle knuse mit. Jeg kunne fortælle om følelsen af all eyes on me fra venner og familie, fordi der var en del, der gerne havde set lige netop denne konstellation ske. Jeg kunne fortælle om alle de lister, jeg skriblede ned i min dagbog med fordele og ulemper, fordi jeg ikke kun satte mit hjerte på spil, men også mit venskab med min bedste veninde. Jeg kunne fortælle om savnet, når vi var fra hinanden, om gensynsglæden hver eneste gang jeg så ham igen og de timer og atter timer vi har tilbragt i ske på sofaer i Berlin, på Rømø, i Aabenraa og i Århus. Jeg kunne fortælle om, hvordan jeg forvissede ham om, at hvis det skulle være os, så ville det være langdistance i lang tid, fordi jeg slet ikke var færdig med Berlin. Jeg kunne fortælle om kærlighedskalenderen, som jeg knugede mig til, når ventetiden blev for hård. Jeg kunne også fortælle om de 18 dage, vi var fra hinanden, som føltes som månedsvis, og som fik mig til at overveje, om vi ville kunne klare det der langdistance i længden.

Men jeg vil hellere fortælle om den uge, vi tilbragte sammen i min mors sommerhus på Rømø. For det var dér, mine tvivl, mit tankemylder og alle mine forbehold forsvandt. Den uge, bare ham, mig og Emmy, på den røde sofa, i komplet stilhed og brusende vesterhavsluft, var vendepunktet for mig. Det var dér, han spurgte, hvad jeg var bange for, og det var dér, jeg stillede mig selv stolen for døren. Den uge vil for altid været glorificeret og omringet af regnbuer og lyserøde, boblende hjerter i min erindring. Det var også den uge, vi blev kærester – med label og det hele.

Den weekend, da han dukkede op i Berlin, lirkede han en ret låst og rusten rustning op, der havde pakket mit hjerte ind i titusind lag bobleblast og forseglet det bagefter. En slags kyskhedsbælte bare for hjerter. Han gjorde det så forsigtigt, så kærligt og med den overordnede ro, der altid hviler over ham, så jeg kunne jo ikke andet end overgive mig til min overbevisning om, at det skulle være os.

Den weekend var ikke et særpræget romantisk stykke verdenshistorie. Det var mest mig, der snakkede en hel masse, ham, der lyttede tålmodigt på det hele i stilhed, en fodboldkamp, en gåtur gennem Berlin og så en hel masse “kysser han mig nu”-tanker. Og så selvfølgelig det akavede første kys på sengekanten mandag morgen, inden jeg skulle ud af døren og på arbejde. Men ikke desto mindre var den weekend startskuddet på alt det, der er kommet efterfølgende. Snakken med hans søster om, hvordan hun ville have det med, at vi blev kærester. De indre dialogoer, der skulle argumentere både for og imod at kaste sig helt ud i det. De 10 dage han tilbragte på min sofa, efter han blev opereret. Og vigtigst af alt nok den skræmmende følelse af ikke at blive skræmt ved tanken om at skulle tilbringe hver eneste dag med ham resten af mit liv.

Og således var og er vores kærlighedshistorie. Den er jo langt fra skrevet færdig, men det er sådan, den begyndte – i store træk i hvert fald.

 

 

Lille selvbedrag på væggen der

Det er den samme gamle sang, som så mange mennesker (nok især kvinder) kender; dårligt selvværd og et forvaklet kropsbillede. Jeg er desværre hverken unik eller revolutionerende på dét punkt. Jeg har lidt af lavt selvværd lige så længe, jeg kan huske. Selvtillid har jeg altid haft masser af, men selvværd? Not so much.

Men så kom midten af 20’erne og det hele blev lidt bedre. Måske i takt med, at jeg lærte at bruge de sociale medier til noget positivt i stedet for noget negativt. Jeg følger nærmest kun mennesker, som inspirerer mig til at elske mig selv og min krop i stedet for at følge de der uopnåelige picture perfect typer, som kun giver ammunition til min konstante banken oven i hovedet. Det hjalp også at blive veganer. Jeg ved ikke hvorfor, men der var noget ved at begynde at leve i overensstemmelse med sine værdier, der gjorde noget sundt for psyken – og det spredte sig blandt andet til selvværdet. Måske fik jeg ikke tonsvis af det over night, men jeg fik en helt anden accept af, at jeg ser ud, som jeg gør og at det er helt okay.

Jeg vejede mere, end jeg gerne ville, men jeg var tilfreds nok med mig selv til, at jeg ikke følte behov for den helt store livsstilsændring for at tabe mig. Jeg var lidt af den holdning, at hvis jeg tabte mig, så var det da super, men hvis jeg ikke gjorde, så gik det også nok det hele. Og den holdning har så holdt ved ret længe.

Indtil jeg fik en kæreste.

Jeg var single i virkelig lang tid, før jeg blev kæreste med Islændingen, så der var ikke rigtig så mange andre end mig selv, der så mig uden tøj på, hvor man kan se alle bump, buler og deller. Den tid er nu forbi. Ikke fordi jeg løber splitternøgen rundt hele tiden, men det hænder da, at jeg smider nonnekostumet og hopper i min fødselsdagsdragt – plus/minus et par trusser og en BH – fra tid til anden, og når det sker, så er Islændingen tit og ofte i nærheden.

Og så er det, at det sker. Så er det, at den kommer. Tvivlen. Selvbedraget. For hvad nu, hvis jeg slet ikke er så “okay”, som jeg har bildt mig selv ind de seneste par år? Hvad nu, hvis mine deller, min topmave, mine små bryster og mine slaskede arme ikke er så charmerende og gennemsnitlige, som jeg har gået og sagt til mig selv? For slet ikke at tale om mine lår, som har et så tæt forhold til hinanden, at de helst vil være i nærkontakt konstant.

Det er jo slet ikke hans skyld, altså Islændingens, for hvis der er nogen i denne verden, der formår at få mig til at føle mig tryg og godt tilpas, så er det ham. Jeg har faktisk aldrig haft så nemt ved at være mig selv i en kærestes selskab, som jeg har det med ham. Men alligevel. Alligevel er den der. Fejlfinderen, der kan finde selv den mindste fejl. Den finder lynhurtigt bumsen, det vildfarne bryn, dobbelthagen, den førnævnte topmave og de der BFF-lår.

Men så skete det i dag, at jeg stod og ganske rutineret brokkede mig mentalt over min krop, efter jeg havde været i bad og stod nøgen foran spejlet. Der er nogle hormoner på spil, så der er både bumser og oppustet mave til den store guldmedalje, og det fandt fejlfinderen som sædvanligt på rekordtid. Med ét stopper jeg dog den sadistiske tankestrøm, der mentalt råber op inde i hovedet. Der er nemlig en lille stemme, helt bagerst i hovedet, der prøver at sige noget.

“Da du vejede 10 kg mere, end du gør nu, drømte du om at have den krop, du har nu. Da du ingen talje havde, ville du have set misundeligt på piger på Instagram, der havde den talje, du har nu. Da din navle blot var en streg på din store, runde mave, ville du have haft den mave, som du har nu, som mål. Stop nu med at være utilfreds, det er en ond cirkel”. 

Jeg gav den ikke meget taletid, men jeg lod den trods alt tale færdig, før jeg viklede håndklædet om mig og tog tøj på. For stemmen har ret. Fuldstændig ret. Det er svært for den at trænge igennem til selvværdet, men i det mindste ved jeg, at den er derinde, jeg skal bare begynde at lytte noget mere til den. Så tror jeg, at jeg bliver gladere på den lange bane.

Kæreste med en udlænding

I går havde vi besøg af Islændingens mor, søster, mormor og morfar. Hans mor og søster bor i Sønderjylland, mens hans mormor og morfar bor i Island (det hedder altså “i Island”, selvom det lyder tosset). Som altid i sådan en konstellation er det mig, der føler mig som udlændingen i selskabet, fordi de alle snakker islandsk og jeg kun forstår cirka hvert tiende ord i samtalen.

Der er ufatteligt mange islændinge i min omgangskreds lige pludselig. Min kæreste, hans søstre, hans (nu tidligere) roomie, hans mor, far, stedmor, nogle af deres venner og nogle af hans venner. Det gør altså, at jeg forholdsvist ofte er i en situation, hvor jeg ikke rigtig forstår, hvad der bliver sagt. Et eksempel kunne være, da der var inviteret til fødselsdag tilbage i juni, hvor vi var fire danskere og resten var islændinge, der talte sammen på islandsk. Eller bare når vi spiser sammen med hans familie, og de taler indbyrdes, så slår de tit over på islandsk, fordi let’s face it, det virker sikkert mærkeligt for dem at tale sammen på dansk.

Selvom min kæreste har boet i Danmark siden år 2000, så hverken føler han sig dansk eller har lyst til at blive forvekslet med en dansker. Han fejrer ikke 5. maj som befrielsesdag, han hader dansk jul med julesange og dans om juletræet, og generelt har han ikke ret meget til overs for danske traditioner, danske politikere og en masse andet dansk. Han kom ikke hertil som uledsaget flygtning, han kom hertil med sine forældre. De flygtede ikke fra krig og uroligheder, de var ikke forfulgte eller i fare, de ville bare gerne til Danmark og prøve lykken her.

Og hvor er jeg glad for, at de er her – hver og én.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan situationen kunne være anderledes for ham.

I dag har han job som souschef i en butik, og starter snart som butiksansvarlig på et nyt job, han har fin lejlighed, bil og dansk kæreste, han har en uddannelse, både danske og islandske venner, og hvis man ikke vidste bedre, så ligner han en dansker på en prik.

Hvis hans navn ikke var islandsklydende, men i stedet var Ahmed. Hvis hans hud ikke var lys, men mørk. Hvis hans hår ikke var rødt, men sort. Hvis han ikke var ateist, men muslim. Hvis det ikke var islandsk, han insisterede på at tale med sin familie og sine venner, men arabisk.

Ville han så kunne sige lige ud, at han ikke vil være dansker? At han ikke gider arbejde hen imod et dansk statsborgerskab? At han hader dansk jul? At han foragter mange af vores politikere og store dele af vores politiske system?

Min kæreste bliver ikke udsat for hadefulde beskeder på Facebook eller generaliserende overskrifter i landets aviser. Han bliver ikke sat i bås med terrorister, ekstremister og voldtægtsforbrydere. Tværtimod. Han får ikke at vide, at han skal være taknemmelig for, hvad Danmark har givet ham. Han får ikke at vide, at hvis han er så utilfreds, så kan han fise hjem. Han bliver ikke diskrimineret på baggrund af hans navn og udseende. Han skal ikke knokle dobbelt så hårdt, for at bevise, at han er “en af de gode”. Han skal ikke tage afstand fra begivenheder, som intet har med ham at gøre. Han bliver ikke set på med fordomsfulde blikke. Der bliver ikke råbt “tal dog dansk!” efter ham, når han taler sit modersmål på gaden eller i supermarkeder med sin familie.

Min kæreste har det nemt, selvom han er udlænding. Indvandrer. Og selvom jeg er lykkelig for, at han ikke er en af dem, der bliver diskrimineret, hadet, set ned på, fremmedgjort og holdt ude af fællesskabet, så kan det ikke andet end sætte tanker i gang omkring den uretfærdighed rigtig mange andre som ham oplever, bare fordi de ikke hedder Jonsson til efternavn, men al-Ahad eller Mahmoud, bare fordi de ikke er hvide, men mørke, og bare fordi de ikke er ateister, men troende (og kalder deres gud “Allah” i stedet for det mondæne “Gud”).

Vi kan gå i fred på gaden, selvom han går med en dansk kæreste – det er ikke en selvfølge for alle udlændinge i Danmark, og det synes jeg er enormt vigtigt, at vi ikke lukker øjnene for.