Fredag var en god dag

Oven på den lidt følsomme dag torsdag, kom fredag ikke et sekund for tidligt. Jeg var mere end klar til at snakke om, hvad planen er fremadrettet, og høre lægens endelig dom, over vores chancer. Islændingen og jeg arbejdede begge hjemme i fredags, så vi sammen kunne tage op på sygehuset kl. 13.20. Jeg havde sovet ret uroligt natten til fredag, og jeg kunne godt mærke, jeg trængte til afklaring og svar. Samtidig var jeg nervøs for at skulle køre derfra, uden netop at have fået dét. 

Islændingen spurgte mig, hvad jeg forventede at få med derfra. Jeg svarede, at jeg forventede en konkret plan. En konkret afklaring. Noget konkret, kort sagt. 

Vi følges af to læger, en mand og en kvinde, og de er begge helt enormt kompetente, dygtige og venlige. Jeg føler oprigtigt i gode hænder hos dem. Det var manden, der opererede mig for godt en måned siden, og jeg følte mig (så) tryg (som man nu kan være) ved situationen. Når det så er sagt, så taler han ikke så godt dansk, og så bruger han mange ord for at forklare tingene, netop fordi han ikke helt ved, hvordan han skal formulere det. Det er normalt ikke en udfordring eller et problem, men lige i fredags håbede jeg, at det var kvinden, der var på vagt. For jeg havde som sagt brug for noget konkret, og der er han ikke den rette at tale med. 

Vi ventede i omkring 25 minutter på at komme ind, og jeg gik lidt nervøst hen mod stue seks. Jeg kiggede ind af døren, og til min store lettelse var det kvinden, der sad der. Så langt, så godt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente til samtalen. Skulle jeg undersøges, skulle ses på mine ar, ville vi blive sendt videre til Odense eller var det hele bare en sludder for en sladder? 

Heldigvis kunne jeg gå derfra med sænkede skuldre og med en følelse af, at jeg var så lettet, at jeg kunne tude. Jeg havde en følelse af at have været til eksamen og være kommet ud med et 10-tal. For det var positivt over hele linjen. Vi fik tilbuddet om at enten fortsætte med hormonstimulering som hidtil eller blive sendt videre til IVF i Odense. IUI var umiddelbart ikke en relevant løsning for os, så det var den relativt “nemme” løsning med hormonstimulering eller den relativt invasive løsning med IVF, vi skulle vælge mellem. 

Den eneste forskel, vi vil opleve ved hormonstimulering fremover, er, at vi ved første scanning på CD 10-12 skal vurdere, om forsøget skal slutte eller fortsætte. Hvis jeg har modnet æg i venstre æggestok, er vi nødt til at stoppe forsøget, men er det i højre (eller begge), kan vi fortsætte, som vi plejer. Jeg var derfor hurtig til at sige, at jeg ikke føler mig klar til IVF. Så travlt har jeg ikke, at jeg vil udsætte min krop for de ekstra hormoner, de ekstra nåle og de ekstra smerter, der følger med dén type behandling. Jeg kiggede over på Islændingen, som tøvende var enig. Tøvende, fordi han havde brug for at høre mere om, hvad risikoen er for, at jeg skal igennem et lignende forløb, som jeg var igennem for en måneds tid siden, igen. 

Der var positive udmeldinger fra lægen over hele linjen. Hun mente for det første ikke, der var stor risiko for, at det samme ville ske i højre æggeleder. Hun mente for det andet, at min højre æggeleder så fin ud og havde ingen betænkeligheder ved den, som jeg ellers havde forstået, der var. Den tredje, og bekræftende faktor, var, at hun også mente, at hormonstimulering var den rette vej at fortsætte ad. Hun ville ikke sige noget, før vi havde taget valget, fordi hun syntes, det skulle være vores valg, men da valget var truffet, bekræftede hun os i det. Da jeg relativt nemt er blevet gravid ved hormonstimulering før, mente hun også, der var gode chancer ved det, og at det derfor ikke var nødvendigt at gå videre til IVF lige nu. 

Jeg var så lettet, da jeg gik derfra, fordi jeg netop havde fået noget konkret. Jeg ved, hvad den kommende behandling indebærer. Jeg ved, at hvis det, mod forventning, skulle ske, at jeg blev gravid uden for livmoderen igen, og at min højre æggeleder dermed også skal fjernes, så har vi en sidste mulighed i IVF, som for os nok vil have en høj succesrate. Jeg fik desuden lovning på, at hvis jeg bliver gravid igen, så vil jeg blive fulgt tæt de første mange uger med blodprøve hver uge, så vi evt. kan minimere skaden, hvis nu noget skulle være galt igen. Kort sagt: all good news

Jeg forstår, at nogle kan have svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare går direkte videre til IVF, hvis succesraten for os vil være mere garanteret end hormonstimulering. Men det et spørgsmål om, at mine grænser for, hvad jeg har lyst til at byde min krop, ikke er rykket tilstrækkeligt endnu. Når vi har været igennem nogle flere forsøg med hormonstimulering, vil jeg måske helt automatisk når der til, at nu er jeg klar. Indtil da vil jeg hvile i, at jeg ved, hvad vi går i møde de kommende måneder, og så vil jeg håbe på, at der ikke skal mange forsøg til, før vi endelig kan stå med en positiv test igen (igen igen igen). 

Reklamer

Torsdag var en dårlig dag

Jeg har vist nævnt det før. Det der med, at jeg faktisk har haft det rigtig godt de seneste uger, både fysisk og psykisk. At jeg har nydt at have min krop for mig selv, og at jeg har været relativt god til at lægge tankemylderet på hylden og vente på, det blev tid til kontrol. Alligevel kunne jeg godt mærke i torsdags, at fredag var længe ventet. At nerverne, spændingen og nervøsiteten for lægens besked satte gang i følelsesregistret. Det startede ellers som en helt almindelig god morgen, hvor jeg følte mig udhvilet og klar til dagen. 

Det, der nok fik dagen til at tage en drejning, var, da jeg talte i telefon med min mor i bilen på vej til arbejde. Hun havde (endnu) en god idé til noget, vi kunne prøve, der skulle hjælpe os på vej i alt det her. Hun havde hørt om noget naturmedicin, der skulle hjælpe på insulinfølsomheden, og denne naturmedicin kunne derfor potentielt hjælpe på min PCOS. Jeg lyttede, tog det ind, og besluttede mig så for at lade være med blankt at afvise det, selvom jeg umiddelbart tænkte, at det ikke var noget for mig, da vi jo allerede har fundet ud af, at jeg godt kan blive gravid trods PCOS. Det er den manglede æggeleder, der er den nye ubekendte faktor i fertilitetsligningen. 

Jeg kunne godt mærke, det nagede lidt med det gode råd og snakken om fertilitet fra morgenstunden, men det var rystet af mig, inden jeg nåede min pind på kontoret. Jeg havde glemt alt om det, inden klokken havde slået ni, og dagen var endnu engang på rette spor. 

Det var den, lige indtil jeg skrev lidt frem og tilbage med et familiemedlem, der i fjerde eller femte besked kom med en af de der succeshistorier, der er som taget ud af en Hallmark-film. Et par, der havde prøvet i noget tid på at få barn nummer to, og som havde prøvet forskellige slags behandlinger, hvor hun også var blevet gravid nogle gange men så havde mistet igen. De var så begyndt at sælge ud af sine babyting og havde egentlig opgivet håbet, da de besluttede sig for at prøve en sidste gang, og nu skulle hun eftersigende være gravid og bære et sundt og raskt barn. Moralen ved historien var selvfølgelig, som den altid er i de historier: giv lidt op men uden at give helt op-agtig. For det var vel egentlig det, de havde gjort? De havde egentlig givet op og var begyndt at sælge ud af sine babyting, men så havde de alligevel ikke helt givet op, og vupti, så var hun gravid. 

Historien kom fra gode intentioner, omsorg og ønsket om at opmuntre (selvom jeg ikke var nede), det ved jeg, men det havde stikmodsatte effekt. Jeg sad på arbejde og kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens jeg sendte frustrerede beskeder afsted til Islændingen. For åh, hvor jeg hader succeshistorierne. Ikke fordi det er historier om folk, det lykkes for, men fordi det bare ikke har noget med mig, os eller vores situation at gøre, og jeg aner helt ærligt ikke, hvilken reaktion, der forventes af mig. Skal jeg ånde lettet op og sige “ah, hvor godt at høre, hvis det lykkedes for dem, så er jeg helt rolig”, eller skal jeg sige “hurra, nu er alle mine bekymringer væk, og nu vil jeg aldrig mere have en dag, hvor jeg mister håbet”? 

Jeg har efterhånden fundet ud af, og affundet mig med, at man ikke kan være håbefuld og optimistisk hele tiden. Nogle dage er jeg ked af det, andre dage er jeg vred, nogle dage giver jeg op, men langt, langt de fleste dage er jeg glad, optimistisk og håbefuld. Det er jeg ikke pga. succeshistorierne, det jeg på trods af succeshistorierne. For desværre har de den modsatte effekt. 

Tårerne pressede sig på, men jeg holdt dem tilbage, og jeg klarede resten af dagen i nogenlunde humør. Det var først, da jeg kom hjem til et tomt hus, hvor jeg fik ro, fred og trygge rammer til at føle mine følelser, at jeg kunne mærke, jeg havde en dårlig dag. Jeg kunne mærke, at besøget på sygehuset dagen efter fyldte en del mere end først antaget. Så jeg gik rundt og havde lidt ondt i hjertet, indtil Islændingen kom hjem. Vi lå i sengen i en halv times tid, hvor vi bare snakkede. Om min dag, om mit humør, om succeshistorier, om besøget på sygehuset dagen efter og en masse andet. Dét var tiltrængt, og lige der var min dag reddet. 

Gode råd. 

Succeshistorier. 

“Du skal bare lade være med at tænke på det”. 

Fuld plade på alt det, der bare ikke hjælper, men som kommer fra de bedste og reneste intentioner. 

Nå ja, så hjalp det nok ikke på det, at der har været fire graviditetsannonceringer i mit Instagram-feed den seneste uge…

Hop ombord på fertilitetstoget

Det er den vildeste rejse, det her fertilitetshalløj. Jeg kunne bruge alle mulige analogier på at beskrive det, og jeg har vist før brugt ordet “rutsjebane”, når jeg har snakket om det, men det mest beskrivende er nok, at det er en togtur med lyntog. Lad mig tage jer med ombord på fertilitetstoget.
Fertilitetstoget kender kun ét tempo; det er hurtigt og det er fremad. Slutdestinationen er “baby”, og der er kun ganske få stop på vejen. Der kan til nøds nødbremses, hvis man løber ind i bump på vejen, men ellers buldrer det bare derudaf. Jeg kan blive helt forpustet ved tanken, men mest af alt er jeg forbløffet over, hvordan sådan en tur virkelig kan flytte grænser. På både godt og ondt.
De få stop, der er på vejen, er på regionaltogsstationen Hormonstimulering, banegården IUI (insemination) og hovedbanegården IVF (kunstig befrugtning). Sådan er det i hvert fald på vores rejse. De bump, der er på vejen, har indtil videre været cyster og en graviditet uden for livmoderen (GUL). Det er bump, som man hurtigt og effektivt skal køre over, så man kan komme videre. Toget venter ikke for evigt.
Da vi begyndte at snakke om det for et års tid siden, havde jeg faktisk besluttet, at jeg ikke ville i fertilitetsbehandling. Jeg havde i de første måneder med PCOS fået smidt så mange succeshistorier i hovedet, at jeg tænkte, at hvis andre kunne, så kunne jeg også. Og ja, jeg, for det handlede om, at jeg skulle få min PCOS i skak og så skulle det nok komme af sig selv. Faktisk var jeg der, at jeg tænkte tanken, at vi skulle prøve naturligt i halvandet år, og så skulle vi undersøge adoption.
Adoption har været i mine tanker allerede inden, jeg fandt sammen med Islændingen. Jeg havde i lang tid sagt, at hvis jeg endelig skulle have børn, så ville jeg adoptere. Så for mig har adoption aldrig været en nødløsning eller en sidste udvej, det har været et aktivt tilvalg, som jeg sagtens kunne se mig selv i. Jeg er så heldig, at jeg har en (bonus)lillesøster, som er adopteret, og hun er så dejligt et menneske, som gør, at jeg ikke kan tænke andet, end at vi ville være heldige, hvis vi fik muligheden for at få et barn, som ønskede os som forældre, lige så meget som vi ønsker det som barn.
Da vi flyttede hjem til Sønderjylland, og vi i den forbindelse skiftede læge, blev der dog lidt tilfældigt sat gang i hjulene på fertilitetstoget. Jeg tog nemlig til lægen for at få en snak om min PCOS og for at få en ny recept på Metformin, som jeg fortsat skulle tage. Hun indrømmede blankt, at hun ikke anede noget om PCOS, så hun tilbød at henvise mig til nogen, der gjorde. Den henvisning var til afdelingen for Kvindesygdomme på sygehuset, og fordi jeg havde udtrykt graviditetsønske, var den henvisning helt automatisk også en henvisning til fertilitetsbehandling. Så kørte toget, og vi hoppede ombord.
Jeg havde op til vores første konsultation læst en hel masse, og derfor vidste jeg også mere eller mindre, hvad der ville komme til at ske. Både til konsultationen og efterfølgende. Så selvom jeg egentlig havde meldt fertilitetsbehandling ude, så blev det i stedet til, at jeg var med på hormonstimulering og egentlig også IUI, hvis det blev nødvendigt, men jeg ville nok sætte grænsen ved IVF. Jeg vidste, hvad der skulle ske, men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til.
Efter det første forsøg med hormonstimulering trak jeg lidt i land. Hvis det her var så hårdt, hvordan ville de andre former for behandling så ikke være? Ville jeg overhovedet bryde mig om IUI? Og IVF var helt udelukket! Efter snart ni måneder, hvoraf cirka halvdelen har været i aktiv behandling på den ene eller den anden måde, må jeg indrømme, at jeg er blevet mere hårdhudet. Mere nådesløs. Desværre på min krops og mit sinds bekostning. For pt. står intet i vejen for endestationen. Hormonstimulering, IUI, IVF – bring it on!
Nogle dage har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen, dedikere mit liv til en skæbne som dyremor og ikke menneskemor, og så hvile i, at det vel egentlig var den oprindelige plan. Andre dage holder jeg mig kørende ved tanken om, at videnskaben og oddsene er med os. Jeg holder mig kørende ved tanken om, at jeg ved, vi bliver forældre til et helt enormt ønsket og elsket barn. Det vil alle nok mene, at de gør, men jeg har stadig en tese om, at når man skal gå igennem alt det, der følger med fertilitetsbehandling, så vil barnet helt automatisk være endnu mere ønsket og elsket. Den tanke og følelse, ved jeg, at andre i samme situation også tænker. Om den er sand eller ej er lige meget, det vigtige er nok, at det er noget, vi kan varme os ved.
Jeg holder mig også kørende ved at følge med hos andre, der også er i behandling. Mange er i meget mere invasiv behandling og har været det i meget længere tid end os. Det er med til at skrue ned for min selvmedlidenhed og op for min ydmyghed. For alt er relativt, og vores følelser i hele det her er lige så reelle som de andres, men det er meget sundt engang imellem at sætte tingene lidt i perspektiv. Så tak til alle dem, der er åbne omkring deres forløb. Det er så lærerigt, også for en, der går igennem noget lignende, at følge jeres rejse på fertilitetstoget.

Hvad skal man IKKE sige?

Jeg har gået og summet over spørgsmålet her de seneste par dage. Gået og tænkt tilbage på tidspunkter, der har givet en knude i maven eller et stik i hjertet. Jeg kan ikke understrege nok, at jeg ved, at ingen siger noget med dårlige intentioner. Ikke desto mindre har der været et par one liners, jeg nok sent glemmer, fordi de har sat sig fast i mine erindring og blevet en del af min historie og dette kapitel i mit liv.

Der har mest været tale om tankeløshed, eller frygten for akavet stemning, hvor man så bare får sagt det første, der lige falder én ind. Derudover har det i mange tilfælde været fordi, vi mennesker bare er virkelig dårlige til at rumme hinandens sorg. Når vi står over for en, vi holder af, som går igennem noget svært, så føles det ubehageligt. Vi vil helst gerne gøre dem glade, trøste dem, og vi vil gerne sende dem videre ud i verden i et gladere humør, end inden vi snakkede med dem. Den her insisterende trang til at fjerne sorg og trøste kan være paralyserende for den, der er i sorg. Det kan være svært at være helt åben omkring sine følelser, hvis man bliver mødt af pick me ups og positive, optimistiske budskaber. For hvis man så bliver ved med at tale om sorgen, tale om frygten og tale om alle de mulige problemer og konsekvenser ens situation kan have, så føler man måske, at de lyttende synes, man bare er en negativ nej-hat, og det har man jo heller ikke lyst til.

Noget, jeg tidligt lagde mærke til, var, at jeg aldrig fik muligheden for at være optimistisk på egne vegne. Hvis jeg snakkede med en person om vores situation, nåede jeg knap nok at fortælle om, hvad der var sket, før de gik i gang med at granske hjernen for løsninger og anekdotiske statistikker, der alle har det formål, at jeg skal blive gladere og få det bedre. Desværre er effekten den modsatte. For jeg kunne godt tænke mig, at jeg fik lov til at nå derhen i samtalen, hvor jeg har fortalt om vores situation, og så selv kan sige “…men vi har heldigvis oddsene med os” eller “…men vi er håbefulde for, at det nok skal lykkes” eller lignende.

I gennemsnit tager det otte måneder for “sunde og raske” personer at blive gravide. Så de første måneder efter diagnosen gik jeg og sagde til mig selv, at selv uden diagnosen ville vi endnu ikke været faldet uden for statistikken. Efter vores første mislykkede forsøg gik jeg og sagde til mig selv, at vi trods alt kun havde været igennem ét forsøg, og at vi havde mange til gode, så det kunne stadig nå at lykkes. Alle de her ting ved jeg jo godt, jeg har ikke brug for, at andre siger dem til mig. Sagen er den, at på en god dag, tænker jeg dem selv, og på en dårlig dag, hjælper de hverken, når de kommer fra mig eller fra dig. Så de er nærmest altid en dårlig taktik.

Men lad mig sætte det op i punktform, så det hele ikke drukner for meget.

  • Anekdoter om andres forløb og resultater. Det hjælper ikke mig, at du kender nogen, der kender nogen, der har hørt om nogen, der havde “det samme som mig”, og som blev gravide uden hjælp. For det første er to situationer aldrig ens. For det andet risikerer du bare, at jeg føler mig som et nederlag, hvis jeg så ikke kan blive gravid uden hjælp. For det tredje er der mange, der ikke helt kender forskellen på PCO og PCOS, hvilket tydeligt afspejles i anekdoterne, da mange af dem, der har “det samme som mig” i virkeligheden har PCO og derfor naturligt nok måske har haft nemmere ved at blive gravid.
    Hvad kan du sige i stedet? Du kan f.eks. spørge ind. “Hvad siger lægen jeres muligheder er?”, “er du optimistisk omkring jeres odds?”, “er der noget, I selv kan gøre, som I vil prøve?” eller andre spørgsmål i den dur.
  • Gode råd. Alt, hvad du har læst om min tilstand, har jeg med garanti også selv læst. Jeg ved godt, hvilken type motion, der anbefales, hvilke kosttilskud, der anbefales, hvilke madvarer, der frarådes, og hvilke behandlingsformer, der er. Chancen for, at du foreslår eller nævner noget, jeg ikke selv har taget stilling til, er meget lille. Derfor er det altid en dårlig idé med såkaldte “gode råd”.
    Hvad kan du i stedet sige? Her er vi tilbage ved spørgsmålsformatet, hvis du gerne vil være sikker på, jeg også har fået dén info med, som du ligger inde med. “Jeg har læst, at det kan være en god idé at tage Omega-3 tilskud, når man har PCOS, er det noget, du har taget stilling til?”, “jeg har hørt, at styrketræning skulle være den bedste motionsform, når man har PCOS, er det noget, du har overvejet at prøve?” eller “jeg ved, kosten kan spille meget ind, når man har PCOS; har du lavet nogle ændringer i din kost?”.
  • Tough love. For nogle er det den eneste slags, og det er nok også den, jeg er vokset mest op med. I en så sårbar og uforudsigelig situation, som den jeg/vi stod i sidste år, er det ikke fremgangsmåden, når du gerne vil sige noget. At sige ting som “nu skal du også passe på, du ikke dyrker det” er ikke noget, jeg anbefaler, du siger.
    Hvad kan du i stedet sige? Her må svaret være: nærmest alt andet.
  • Peptalks. “Det skal nok ske for jer, det kan jeg bare mærke”, “i det mindste kan du blive gravid”. For det første, er der ingen, der ved, hvor et forløb som vores ender. Oddsene siger, at ja, det skal nok lykkes for os på et tidspunkt. Spørgsmålet er, hvad vi skal gå igennem inden, og hvor meget af os det ødelægger undervejs. Derfor kan man ikke bare smide et plaster på, der hedder “det skal nok lykkes”, og så bliver alt godt lige nu. Når folk siger “det skal nok lykkes, det ved jeg bare”, så tænker jeg automatisk: Hvor dælen ved du dét fra? Det ved jeg ikke engang. Det ved lægerne ikke engang. Hvordan kan du vide det?
    Hvad kan du sige i stedet? Det begynder at lyde, som en ødelagt plade, men spørgsmålsformatet er igen vejen frem. “Ved du noget om, hvad jeres odds er?”, “hjælper det dig at tænke på, at du trods alt kan blive gravid?”. Man kan også holde sig til de simple “jeg er ked af, I skal gå igennem det her”. Det er en sikker vinder. Her er et konkret eksempel fra den virkelige verden, som jeg synes, var så fint: “Jeg ville sige, jeg er sikker på, det nok skal lykkes, men det ved jeg naturligvis ikke… Jeg håber bare.” ❤
  • “Det kunne være værre”-scenarier. Alt er relativt, også vores situation. For ja, der findes ting, der er værre, men der findes også ting, der er bedre. Så skal vi ikke bare forholde os til, at det for os er en svær situation, og dermed holde os fra at sige ting som: “det kunne jo være værre; du kunne jo have kræft eller noget”.
    Hvad kan du sige i stedet? Endnu nogle konkrete eksempler fra den virkelige verden: “har du det okay, omstændighederne taget i betragtning?” og “hvad er det hårdeste?”. Det åbner op for, at jeg kan fortælle og forklare, og det er rigtig rart.
  • Du skal ikke tænke så meget på det. Det her er nok det, jeg får at vide allermest. Jeg er ved at blive vanvittig over det. “Det er nok heller ikke godt, at du går og tænker på det hele tiden”, “det er nok bedst, hvis du ikke tænker så meget på det” og historier om folk, det på mirakuløs vis lykkedes for, så snart de lagde drømmene og håbet på hylden, fordi de så ikke “fokuserede og tænkte så meget på det”. Hvis det fysisk var muligt for mig at styre, hvad jeg tænker på og påvirkes af, så ville det være et super råd, men det kan jeg ikke, så derfor er det decideret tankeløst, og det vidner mest af alt om, at du aldrig har stået i samme situation. Hvis du havde det, så ville du vide, at det er så allestedsnærværende, at det er umuligt ikke at tænke på det. Det påvirker, det jeg spiser, det jeg drikker, hvor meget jeg sover, hvordan jeg rører mig og mere eller mindre alle andre aspekter af mit liv – hvordan skulle jeg kunne ikke tænke på det?
    Hvad kan du sige i stedet? “Jeg ved, det nok fylder rigtig meget for dig, har du lyst til, at vi tager i biografen?”, “jeg ved, det nok fylder rigtig meget for dig; hvad er det, der fylder mest?” – i det hele taget bare at anerkende, at det er umuligt ikke at tænke på det, det kunne være rart.
  • “Bare vent”-kommentarer. De her kommer især fra folk, der allerede er forældre. Kommentarer som “nyd det, for når I først har fået et barn, så giver det ikke meget tid til at slappe af og nyde hinanden”, eller “jeg kan blive helt misundelig, for det er bare så hårdt at have børn”. Det kan også være “det skal nok komme, så kan I jo rigtig nyde hinanden imens”, eller efter et mislykket forsøg: “så skal I til det sjove igen”. Det er lidt mangel på situationsfornemmelse, når man selv er mor/far til et eller flere børn, at man så siger til en, der pt. ikke ønsker ret meget andet i verden end netop søvnløse nætter pga. spædbarnsgråd eller en rutinepræget hverdag pga. ulvetimer og tigerspring, at man skal nyde, at man ikke har det.
    Hvad kan du sige i stedet? Faktisk nærmest alt andet. Situationen bliver endnu mere ømtålelig, når det er forældre, der taler med en ufrivilligt barnløs, og det hjælper på ingen måde, når forældrene snakker deres forældrestatus ned og giver udtryk for, at vores situation nærmest er mere ønskværdig.

 

Jeg kunne sikkert komme på flere, men de ville nok alle være variationer eller kombinationer af de ovennævnte. Jeg kan godt se, når jeg skimmer ned over det her (efterhånden ret lange) indlæg, at det kan føles helt umuligt at navigere i, hvad man overhovedet så må sige. Men i stedet for at tage udgangspunkt i det her indlæg, og fokusere på, hvad du ikke “må” sige, vil jeg i stedet henvise til mit tidligere indlæg med, hvad du gerne “må” sige.

Hvad må man egentlig sige?

Jeg tror, vi alle har været der. Stået ansigt til ansigt med en person, der går igennem nogle ting, hvor vi bare ikke aner, hvad der er “det rigtige” at sige. Det sikre valg er altid at sige ingenting – eller er det? For stilhed kan også tolkes som ligegyldighed, som om, at man ikke kan rumme det eller har lyst til at tale om det. Det er sgu ikke nemt. Hvad værre er: Der findes ikke et facit og én rigtig måde at gribe det an på. Det hele er så individuelt fra person til person, hvad der trigger noget, hvad der trøster og hvad der er brug for. Og som jeg har været inde på et par gange før, så kan det skifte fra dag til dag og fra time til time, hvordan det hele forholder sig.

Som svar på mit eget første spørgsmål “Hvad må man egentlig sige?”, kan jeg svare: “alt”. Du må sige alt, og jeg foretrækker langt hen ad vejen, at man hellere spørger end gør sig antagelser. En anden ting, jeg synes, der er rigtig vigtig at nævne, er, at jeg synes, man skal være åben for, at man potentielt kan træde forkert, når man taler med en, der står i en situation, som er langt fra ens egen. Tal fra et godt sted, et omsorgsfuldt og betænksomt sted, og så vil dine intentioner med garanti skinne igennem. Hvis du så træder ved siden af, så vær åben for at få at vide, at når du siger ditten eller gør datten, så rammer det et ømt sted, gør ondt eller bliver misforstået. Lad dig guide, hvis personen, du taler med, har lyst til og mod på at vise dig vejen. Du må aldrig tage det personligt, hvis det, du siger, ikke bliver modtaget, sådan som det var ment. Jeg tror, de færreste forventer, at andre kan vide, hvad der er op og ned og rigtigt og forkert i en så følsom og sårbar situation.

En anden ting, som jeg synes har virket rigtig godt for mig, er, når folk har sagt “jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men du skal vide, at jeg tænker rigtig meget på jer” eller “jeg vil nok aldrig kunne forstå, hvordan du har det, men jeg er ked af, at I går igennem det, I gør”. Vær ærlig omkring, hvis du synes, det er svært at finde det rigtige at sige eller gøre. Sæt ord på det. “Jeg vil gerne spørge ind til, hvordan du har det, men jeg respekterer og forstår, hvis du ikke har lyst til at fortælle om det” – et eksempel på en god, åben og ærlig måde at åbne for snakken på. Det giver mig mulighed for at sige “jeg har ikke lyst til at tale om det lige nu, men jeg skal nok sige til, når jeg er klar”, eller bare at svare på, hvordan jeg har det, hvis jeg har lyst til at dele det.

Der er enormt mange følelser involveret i det at kunne (og ikke kunne) få børn, og der ligger meget identitet i det at være (og ikke være) forælder. Derfor er det et ekstra sårbart område at betræde, især hvis der står en uden fertilitetsudfordringer og med børn på den ene side og en med fertilitetsudfordringer og uden børn på den anden side. Men det er muligt. For jeg har flere veninder med børn, som har formået til UG at sige alle de rigtige ting, at spørge i stedet for at antage og at respektere mine (skiftende) grænser og lyst til at dele.

I et andet indlæg kan jeg så komme ind på, hvad du ikke “må” sige og komme med eksempler på, hvad der er blevet sagt/skrevet til mig, som måske ikke lige er blevet modtaget på den måde, det var intenderet.

 

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Min mor har sagt det noget nær en million gange gennem min opvækst. Selvfølgelig på syngende sønderjysk, så det bliver til ægte visdomsord. Den gang har jeg nok bare rullet øjne af det; især fordi ordene altid faldt i en situation, hvor man havde lyst til at høre alt andet end en sønderjysk peptalk. Ikke desto mindre har jeg fundet ud af med alderen, at det er så sandt, som det er sagt. 

Noget, der også er sandt, er, at du bedst finder det positive i en situation, hvis du leder efter det, lige så vel som du bedst finder det negative i en situation, hvis du leder efter den. Og dog. For ofte er det negative i en situation nemmere at få øje på. Jeg tror, det er en menneskelig mekanik, som det kræver øvelse at komme af med. 

I nogle situationer er det dog måske vigtigere end noget andet, at man kan fremtvinge et positivt perspektiv. Sådan har jeg i hvert fald haft det flere gange det seneste års tid, og i særdeleshed de seneste tre uger. Jeg har derfor øvet mig i at finde positive ting ved situationen, hver gang de triste tanker og modløsheden har taget fat. Det er ikke altid det virker, og man skal ikke tro, der er tale om et matematisk anliggende, hvor situationen pludselig bliver positiv, bare fordi man har fundet en par positive ting ved den. Overordnet er det en trist, frustrerende, uoverskuelig og håbløs situation, vi står i, synes jeg, og det ændrer sig ikke, bare fordi jeg kan finde en håndfuld positive ting ved den. 

MEN! 

Det er da lykkedes mig at look on the bright side. F.eks. kan jeg nå at få malet væggen i babyværelset. Det nåede jeg ikke, inden jeg blev gravid, og jeg var ikke helt tryg ved at overlade projektet til Islændingen. Han hader at male, så der var jeg bange for, at taktikken ville blive, at det skulle gå stærkt og ikke nødvendigvis, at det skulle blive pænt. Det passer mig også fint, at jeg ikke er gravid, når vi skal til New York om under tre uger. Vi havde bestilt afbestillingsforsikring, så vi kunne afbestille, hvis jeg var blevet gravid og havde mange gener, så vi havde helgarderet os, og måske ville jeg også sagtens kunne tage afsted og få en fin tur ud af det. Men New York er en once in a lifetime-oplevelse for mig, og noget jeg har drømt om hele mit liv, så at kunne tage afsted og have min krop for mig selv, så jeg ikke er nedlagt af kvalme, ikke skal tage hensyn til overvældende træthed og ikke skal være bange for at gå for meget, sove for lidt og generelt være langt væk fra mine sædvanlige læger, det passer mig faktisk rigtig fint.  

Disse dage nyder jeg også ekstra meget at have min krop for mig selv for første gang i rigtig lang tid. Ingen kvalme, ingen oppustet mave, ingen træthed, ingen ømhed i lænden, intet tankemylder og nervøsitet for at gøre noget forkert; spise forkert, lave for meget, bevæge sig for lidt – der er nok ting, man kan slå sig selv i hovedet med og over. Jeg nyder også, at jeg ikke skal tage hormoner, sprøjtes i maven, scannes og have taget blodprøver i ét væk og igen. Mine arme ligner faktisk snart sig selv uden stikmærker og uden at være helt gule og blå som en eller anden intravenøs junkie. 

Jeg har klaret at lægge tankerne og spekulationerne fra mig, så godt som man nu kan, fordi jeg ved, at der ikke er meget, jeg kan gøre eller vide, før vi har været til kontrol i næste uge. Fordi jeg har et bestemt tidspunkt at holde mig op på, er det nemmere at slappe af i min nuværende situation og måske endda ligefrem nyde den og lade op til det næste seje træk, som jeg tror kommer til at være endnu hårdere end det foregående. 

Hvordan finder man glæden, når tingene er svære?

Som jeg har skrevet om tidligere, har jeg dage, hvor ja-hatten sidder solidt plantet på hovedet, og så har jeg dage, hvor den bliver skiftet ud med en nej-hat. Som jeg også har nævnt, er det for det meste ja-hatten, der sidder der, og det er fordi, man hurtigt lærer, hvad der virker for én, når man skal kapere at være i en situation som denne.

Jeg har som sagt mine tre stadier, som er sorg, vrede og proaktivitet, og fordi jeg efterhånden har oplevet et par gange, at den mekanisme sker helt automatisk, kan jeg for det meste give slip og følge med processen. F.eks. havde jeg en dag efter min operation, hvor jeg vitterligt græd fra morgen til aften. Jeg tror, det var den fredag, hvor jeg havde været til kontrolblodprøve på sygehuset, tre dage efter operationen. De første tårer kom, da jeg talte med min mor, som kørte mig til og fra sygehuset den dag. Vi talte om, at jo bedre det gik fysisk, des sværere begyndte det at være psykisk. For jo mindre ondt det gjorde fysisk, des mere ondt gjorde det psykisk – som om, at den fysiske smerte havde blokeret lidt for den psykiske.

Allerede om fredagen havde jeg det meget bedre fysisk, end jeg havde haft det de foregående dage. Jeg var stadig langsomt og usikkert gående, kunne stadig ikke bevæge mig frit uden smerter og var stadig en smule medtaget af operationen, men der var tydelige forbedringer dag for dag. Men i takt med det, kunne jeg langsomt begynde at mærke en anden smerte. Som et knust hjerte, når man har kærestesorger. Og sådan kan man nok ret godt beskrive det. Ikke at kunne få børn føles som en konstant og langvarig kærestesorg.

Da jeg kom hjem fra sygehuset den dag, ringede det på døren, og uden for døren ventede et bud med blomster til mig. De kom fra verdens bedste sister from another mister, som pt. befinder sig i Shanghai. Hun havde ringet dagen inden, hvor vi havde snakket, og hun havde som altid sagt alle de rigtige ting og fået mig til at grine og joke om hele situationen. Senere samme fredag kom der blomster fra min veninde, som bor i København, som med bare to helt perfekte sætninger i kortet fik det til at føles som om, hun var lige i nærheden. Deres betænksomhed og omsorg på lang afstand fik tårerne til at flyde.

Islændingen var på arbejde den dag, så jeg var alene hele dagen. Det gav mig tid til at høre musik og skrive i den notesbog, jeg har fået af ham, som jeg har dedikeret til at skrive om vores tid i behandling. Det er terapeutisk for mig at få det ud af hovedet og ned i bogen, lidt ligesom et mindekar (Harry Potter-reference, fordi notesbogen er en Harry Potter-notesbog). Så jeg satte mig for at skrive om hele forløbet, vi lige havde været igennem, og det fik gang i the waterworks. Jeg var helt opløst og sad bare og hulkegræd for mig selv til tonerne af svensk popmusik. Det var en kæmpe forløsning.

Sorgen og vreden kom på samme tid denne gang, og det gik stærkt, fordi den lå lige under overfladen. Allerede samme aften besluttede jeg, at det var tid til at være proaktiv. Så jeg lagde en plan for, hvordan vi kunne forbedre vores fertilitet, tegnede og skrev lister, og så følte jeg ellers, at vi var klar til fertilitetsbehandling version 2.0.

____

Ud over mine stadier, som nok mest kommer i brug, når vi har været igennem et mislykket forløb, har jeg også andre coping mechanisms. Noget, der virkelig har virket, er, når vi tager på ture sammen. Når vi er væk fra vores vante omgivelser, og når vi oplever noget, så får hjernen et tiltrængt break fra alt det, der normalt fylder. Derfor har vi også både været i Island og i München i foråret, og så tager vi til New York om tre uger. Turene virker både på den måde, at de får tankerne centreret omkring planlægningen, forventingsglæden og spændingen op til turen, og så er det selvfølgelig al spændingen og energien, der bruges, når man er på turen.

Da jeg læste bogen “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard, kunne jeg læse, at det også er noget, som han og hans kone har gjort brug af, mens de var i fertilitetsbehandling og mens de ventede på adoptionen af deres datter. Det giver god mening for mig, at det er noget, mange gør. Det er dog vigtigt for mig, at vi ikke flygter fra virkeligheden, for min erfaring siger mig, at man er nødt til at gå igennem, hvad man skal igennem, for at komme hel ud på den anden side.

En anden ting, der i perioder hjælper, er at gøre babyværelset klar. For nogle måneder siden snakkede vi om, at det kunne være, man kunne snyde kroppen til at slappe mere af i det hele, hvis man prøvede at overbevise sig selv og den om, at en baby altså er lige rundt om hjørnet. Fordi vi er gået i gang i så god tid, kan vi også gøre, som jeg godt kunne tænke mig; nemlig udelukkende at købe brugte (preloved) ting til værelset. Når vi går i gang i så god tid, er der bedre chance for, at vi finder det helt rigtige. Vi har købt maling, så vi kan male den ene væg, så har vi købt et brugt puslebord, og vi har arvet nogle hylder af min bonusfars moster, som jeg også skriver om her. Det er gamle teaktræshylder, som trænger til en kærlig hånd, men jeg elsker idéen om, at hendes energi og sjæl, og de hylder, der har huset alle hendes interessante bøger, kommer med ind i vores barns værelse. I værelset står der pt. også en usamlet vugge, som flere i familien har sovet i, inklusive undertegnede. Jeg forestiller mig ikke, at vores barn skal bruge den som seng, men fordi den har hjul, tænker jeg, at den kan stå i stuen og være et sted at placere arvingen, når man har brug for at have hænder og arme fri. Sammen med vuggen, som vi hentede hos min søster, kom der også to hjemmelavede babynests med, som min søster selv har lavet, og så en pose med en masse bodystockings og andet tøj i str. 56-80. Det eneste, der er købt fra ny indtil videre, er puslepuden, som vi faktisk købte så sent som i går.

I dagene efter operationen, kunne jeg ikke holde ud at se på babyværelset. Døren blev lukket derind til, og jeg gik helst ikke derind. Det gjorde for ondt. Og sådan kan det hele tiden skifte. Nu er jeg så småt begyndt at være klar til at arbejde videre på det igen, og det ser jeg helt klart som et godt tegn. Jeg har bl.a. sorteret det brugte tøj i størrelser og lagt det på hver sin hylde i reolen, der står derinde, og jeg tror snart, det er tid til rent faktisk at få brugt den maling, vi har købt derind til.

___

Helt kort sagt, er mine værktøjer til at være i vores situation, at jeg stoler på bearbejdelsesprocessen; at jeg græder, når jeg er ked af det, at jeg snakker om det, når jeg er vred, og at jeg lægger planer og laver lister, når jeg er klar til at se fremad. Derudover er det at se frem i tiden, planlægge ture og arrangementer, og på den måde huske sig selv på, at der er andet at se frem til og glæde sig til, end at blive forældre. Det vigtigste er nok at huske at være et helt menneske og ikke et ødelagt menneske. For jeg er ikke bare en person, der ikke kan få børn, jeg er også en veninde, en søster, en hunde- og kattemor, en datter og en kone. Jeg er mange ting, og jeg skal ikke lade mig definere af min evne til at prokreere. Det er skide nemt at skrive i dag, fordi jeg har en god dag og skal skråle med på Nik & Jay sammen med min mor og bonusfar senere, men det er ikke nemt hver dag. På de dage, hvor det ikke er nemt, er det måske i virkeligheden der, det er vigtigst. Så det arbejder jeg på. Hver dag.