Fra min dagbog

Jeg skriver meget og mange steder. Her, i min dagbog, på både store og små blokke rundt omkring i huset. Det er sådan, jeg holder styr på larmen i mit hoved. Det er forskellige ting, jeg skriver de forskellige steder, men jeg tænkte, at jeg i dag ville dele lidt fra min (analoge) dagbog, som nok er det sted, der bliver gravet dybest i mine tanker.

Dette skriv er fra den 16. august, tre dage efter min operation, hvor jeg fik fjernet min ene æggeleder pga. en graviditet uden for livmoderen:

“Var det da “bare” endnu en blødning. Endnu et mislykket forsøg. En skuffelse til samlingen. I stedet har det været blodprøve efter blodprøve. Scanning efter scanning. Tre dages indlæggelse og en kikkertoperation. En æggeleder mindre og udsigten til en helt del mere kompliceret forløb. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke så lige til. Og vi skal nok ikke håbe på, at det lige lykkes uden indgriben. 

Min krop kan ikke mere. Heller ikke mit sind. Jeg føler, jeg er ved at gå op i syningen. At jeg trevler; som en løs tråd, der pludselig er blevet til en ødelagt trøje. Min mave har tre operationssår og et udslæt, mine arme ligner en junkies med stiksår og blå mærker. Je har blødt i over to uger. I dag er det dog mest psyken, der giver bøvl. Jeg tuder konstant. 

Gunnar har været fuldstændigt fantastisk. Han har bare klaret alt og været sådan en stor hjælp. Marrit ringede i går og sagde alt det rigtige. I dag kom der så blomster. With love from Shanghai. Det er lige til at tude over. Og det gør jeg så. Tuder over alt og intet. Tuder over sange, serier, søde gestusser, nedslående statistikker på nettet, tanken om et tomt børneværelse, udsigten til at skulle ud i verden igen og forholde mig til den her oplevelse og vores nye vilkår. Jeg føler mig så forandret. Så arret. Men på mandag skal jeg tilbage til den virkelige verden igen, hvor jeg skal forholde mig til andet og andre end mig selv og alt det, der foregår inde i mig lige nu. Vores tur og virkelighedsflugt til New York kan ikke komme hurtigt nok.”

Det er barske løjer for mig at genlæse mine egne ord, for selvom det føles som om, de er skrevet for en evighed siden, så husker jeg følelserne så klart. De er en del af mig nu. Men så glæder det mig at læse det, jeg skrev i min dagbog bare ni dage senere den 25. august.

“Verden ser anderledes ud for tiden. Solen skinner. Vi går og sysler i haven, får styr på haven. Det føles godt at kunne få styr på noget. Faktisk føles det ret godt at have min krop i fred for tiden. Ingen hormoner, der fucker med mig eller sender mig i kunstig overgangsalder. Ingen graviditet; hverken biokemisk eller uden for livmoderen – ingenting. Det betyder ingen kvalme, ingen overdreven træthed og ingen restriktioner og ingen beherskelse af de ting, jeg gerne vil, af frygt for at skade kroppen og/eller et potentielt foster. Jeg nyder at tænke på noget andet, at bare være mig og os. Vi har det så godt sammen, og vi har sådan et godt liv med vores små pelsede roomies. Det er godt at blive mindet om, at vores lykke ikke er betinget af børn. At vi også har det godt bare os. Og jeg vil nyde denne tid, bruge den til at lade op, for lige om lidt starter kampen igen. Jeg er klar.”

 

And the rest is – as they say – history. 

Den 13. september var vi til kontrol og fik lagt en plan for, hvordan vi skulle gribe det hele an fremadrettet. Den 16. september kom min menstruation. Vi fik vores tur til New York, og kom så hjem til to fine æg, hvoraf det ene blev befrugtet, og nu er det blevet til en baby, et menneske, på snart tre kilo, som forhåbentlig kommer sikkert til verden inden for de kommende uger.

Jeg kan ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er.

Navnet

Det er altså en stor ting, det der med at skulle bestemme navnet på et menneske, synes jeg. For et navn er jo aldrig rigtig bare et navn, vel? Det kommer til at følge dig resten af livet på den ene eller den anden måde. Selv, hvis du ændrer det, så vil det være en del af din historie, at du ændrede dit navn.

Vi har også alle en mere eller mindre ubevidst tendens til at sætte navne i kasser. Da jeg voksede op, var det f.eks. navnene ‘Brian’ og ‘Connie’, der blev brugt om motorbøller og lignende “typer”. Jeg er også gift med en mand, som har et navn, der er helt almindeligt for mænd på hans alder i Island, men som i Danmark mest hører til befolkningsgruppen 65+. Sådan er det så forskelligt verden over.

Jeg selv har både hadet og elsket mit navn gennem årene. Ej, elsket har jeg nok aldrig rigtigt, men jeg har hadet det og så har jeg været tilfreds med det. Jeg drømte som barn meget om at skifte navn, når jeg blev ældre, især fordi mit navn altid skulle staves for folk og tit alligevel blev stavet forkert. C-Æ-C-I-L-I-E. Mit navn med den meget danske stavemåde var heller ikke ligefrem en fordel, da jeg boede i udlandet og skulle udfylde officielle papirer. I de år hed jeg Caecilie. Det samme gør min e-mailadresse. Eksotisk, I know.

Når jeg ser tilbage på det, er jeg dog fint tilfreds med, at mit navn har set lidt mærkværdigt ud for de mennesker, der skulle læse det, da jeg boede i udlandet. For det har været en god icebreaker og samtalestarter, og det har på den måde hjulpet mig i gang med samtaler, jeg måske ellers ikke ville have haft. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

__________________________________________

Klip til, at Islændingen og jeg nu snart skal navngive vores klon. Et menneske med rødder i både Danmark og Island, men som samtidig kommer til at være en verdensborger, og et menneske, der som udgangspunkt kommer ud i verden som pige.

Der har været så mange ting at tage højde for; det måtte gerne indeholde både lidt af Island og lidt af Danmark, og det måtte samtidig gerne være internationalt, men vigtigt har været (måske mest for mig), at det var et navn med power. Og det har nok netop noget at gøre med, at hun er en pige.

Så et navn med power, der både er internationalt, dansk og islandsk. Det kan kun blive langt.

Og ja, hendes navn er ganske rigtigt langt. Men det har historie, det har power og selvom jeg ikke har mødt hende face to face endnu, så ved jeg allerede, at det passer perfekt til hende.

Det er ikke en hemmelighed, hvad hun skal hedde. Flere familiemedlemmer og venner ved det allerede, men vi fortæller det ikke, medmindre folk decideret spørger. Det er nok mest mig, der har behov for at holde det bare en smule under wraps, indtil hun er her. Og det er mest fordi, jeg ikke har lyst til at høre folks reaktioner, hvis de har en negativ holdning til det. Når først hun er her, og man fysisk kan se hende, og folk ved, at det er dét navn, vi har valgt til hende, så tror jeg, de i højere grad vælger at tænke sit men uden at sige det højt. Inden hun er her, og inden det er en done deal, så tror de måske nærmere, de kan tillade sig at komme med en kommentar til det. Så derfor deler jeg heller ikke navnet her og nu.

Til gengæld kan jeg nævne nogle af de (fornavne), der har været oppe at vende:

  • Evy
  • Demi
  • Dua
  • Túva
  • Eline

Vi har haft mange flere oppe at vende, men de her var med i kapløbet i lang tid.

Drengenavne havde vi slet ikke lige så mange af. Til gengæld havde vi mellemnavnet på plads for længe siden. Havde vi ventet os en dreng, skulle hans mellemnavn være Marlon. Ikke pga. ham fra SKAM, ikke pga. Marlon Brando, men fordi det er en sammentrækning af vores mødres navne: Maria og Lone – Marlon.

Det var Islændingen, der i sin tid fandt på det, og jeg var vild med det fra starten. Både pga. historien bag – at det var vores mødres navne sat sammen – men også tanken om at give en dreng to kvinders navne på en måde. Så det var faktisk på plads, længe inden jeg blev gravid. Fornavnet nåede lige akkurat at komme på plads, inden vi var til kønsscanning, men det fik vi så ikke brug for. Alligevel vælger jeg at holde det for mig selv, for hvad nu, hvis vi får brug for det alligevel en dag.

Hvis klichéen passer…

“Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns”, sagde Kierkegaard.

Jeg har haft sådan nogle “aha!”-oplevelser på det seneste, hvor klichéer som ovenstående giver så ufatteligt god mening. Øjeblikke, hvor jeg for en kort stund svæver op i helikopterhøjde og ser de seneste år i det store billede.

Når man står midt i kaoset, så ser man det ikke. Meningen med det hele. Faktisk spørger man ofte sig selv, hvorfor man dog er havnet her. Hvad kunne man have gjort anderledes. Man går rundt med tusinde spørgsmål af mere eller mindre eksistentiel karakter, som man ikke kan finde svar på, fordi man netop ikke er i stand til at se det store billede.

Det kan jeg nu.

Da vi sidste år stod i en hvirvelvind af hormoner, ægløsningssprøjter, skemalagt sex ned til minuttet, positive tests, der aldrig blev til en baby, og ikke mindst den (in)famøse operation i august, havde jeg mange spørgsmål til … ja, til hvem egentlig? Universet? … men ingen kunne svare på dem.

Det kan jeg selv nu.

Jeg kan pludselig se og forstå, hvorfor det ikke skulle gå så nemt for os at blive forældre.

_______________________________________________

Hele vores forhold er fløjet afsted med raketfart, siden Islændingen gjorde sin entré i min entré i Berlin i februar 2017. Et halvt år efter det havde vi fået lejlighed sammen. Et halvt år efter det var bryllupsinvitationerne sendt ud. Et halvt år efter det skrev vi under på købskontrakten på vores hus. Undervejs i vores stormende eventyr var det så meningen, jeg skulle være blevet gravid. Vi begyndte at prøve lidt over et år efter, vi var blevet kærester. Hvis jeg havde været en af dem, der var blevet gravid i første, andet eller tredje forsøg, så havde vores liv set helt anderledes ud.

Vi havde ikke været på vores ture til Barcelona, Island, Italien, Berlin og New York. Vi havde ikke været på festival sammen. Vi havde måske taget andre valg i forhold til at flytte tilbage til Sønderjylland og i forhold til vores valg af hus. Vi havde ikke haft de jobs, vi har og har haft, og dermed havde vores økonomi måske også set anderledes ud.

Der er så mange ting, der direkte eller indirekte ville være blevet påvirket af en hurtigt opnået graviditet.

En anden ting, man kan argumentere for giver mening, er, at vi fik mere tid til at være os. Ikke mindst med en lang, svær og hård periode i bagagen. En slags prøve, som man må sige, vi har bestået med bravour. Hvilket bringer mig til en anden kliché, som jeg har fundet enormt meget mening i det seneste halve års tid.

“Nothing ever goes away until it has taught us what we need to know”.

For jeg havde meget at lære, og det har jeg stadig, men jeg føler, jeg har lært enormt meget af vores udfordringer op til den her graviditet, som jeg har taget med mig gennem graviditeten, og som jeg tror, jeg kommer til at tage med mig ind i moderskabet. Selvom jeg nok ville have været tilfreds ved, at jeg havde lært de ting på en anden måde, så husker jeg tydeligt det vendepunkt, hvor jeg følte, jeg havde lært, hvad jeg skulle lære, og under to måneder senere stod vi så med den positive tests, som nu er blevet til vores barn, der gerne skulle melde sin ankomst inden for de næste to måneders tid.

Alle brikker falder langsomt på plads, og jeg finder stor ro i at kigge tilbage på de seneste par år og vide, at alt går op i en højere enhed. At alt giver mening. Det giver mig overskud og perspektiv til igen og igen at kunne tænke og sige til mig selv (og til Islændingen): “Hvor har vi dog været heldige”. For det føler jeg oprigtigt, hvor jeg står nu, at vi har været og at vi er, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvad fremtiden byder på. Uanset hvad håber jeg, at jeg – når tingene bliver sværere – kan finde trøst i, at det hele vil give mening en dag.

Intuition vs. autoritetstro

Vi er officielt et par uger inde i tredje trimester, og udsigten til, at hele den her rejse ender lykkeligt, får bedre og bedre odds. Jeg nyder hver eneste dag, til trods for bækkensmerter, halsbrand, træthed og en indre kamp mellem, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Jeg nyder især de små øjeblikke i løbet af en dag, hvor jeg føler, jeg connecter med hende, selvom vi pt. ikke kan se hinanden. Hver morgen starter jeg dagen med at ligge i nogle minutter og mærke hende vågne, og det er hastigt på vej til at blive nogle af mine mest værdsatte minutter i løbet af en dag.

Men hvor har det altså bare været en lang rejse, det her. Især hvis man tæller månederne med fertilitetsbehandling med 0. trimester, kaldes det også. Fra at sørge over fortiden, frygte fremtiden og prøve at flygte fra nutiden til nu at være i det, sådan virkelig være i det, og tage hver dag for, hvad den er, dét er et enormt skridt. I hvert fald for mig. Derudover har der været et kæmpe skridt fra at føle mig ramt og usikker af folks mange (virkelig mange) velmenende råd, markante meninger og malplacerede anekdoter, til nu at hvile i, at de beslutninger, vi tager for os og vores barn, er de rigtige for os, og at de ikke behøver forklares eller forsvares. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg stadig kan blive i tvivl, selvfølgelig er der det, jeg ved jo ikke alt, tværtimod, men langt størstedelen af tiden, føler jeg mig sikker i de valg, vi tager for nu og for fremtiden.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg vil være i stand til at holde fast i den. I evnen til at lytte til min intuition, til at stole på min mavefornemmelse og til at tro på mig selv og mine evner som mor. Jeg vil jo gøre alt det bedste for hende, og jeg vil helst ikke tage fejl, men så er det evige spørgsmål: Hvornår er noget en fejl, og hvornår er noget bare et anderledes valg end andre har taget?

Allerede nu gør vi os jo milliarder af tanker om alt fra amning og valg af bleer til institutioner og traditioner. Vi har ikke prøvet det her før, så vi ved ikke, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert”, vi har kun vores moralske kompas, vores kærlighed til vores barn og vores mavefornemmelser at gå efter. Så spørgsmålet er, om vi – nok mest jeg – kan overdøve andres inputs og lytte til mig selv, når først jeg står med hende i mine arme og fysisk kan se konsekvenserne af mine valg.

Jeg er enormt autoritetstro, og jeg har tendens til at opsøge viden fra og lytte til folk, der har mere erfaring på et givent område, end jeg selv har. Når det her er mit første barn, så vil der naturligvis være mange omkring mig, som har mere erfaring som forælder end jeg har, så derfor ville det virke oplagt at søge råd, svar og vejledning hos dem. Eller hvad? For forældreskabet er jo vitterligt et af de få emner i livet, hvor der ikke findes et facit. Der findes så uendeligt mange måder at gøre det på, og ingen kan fortælle, hvad der er det rigtige. Derfor giver argumenter som “nu har jeg altså født fire børn, så jeg ved, at…” ikke mening. Eller “nu har jeg altså selv to børn, og de er i hvert fald ikke døde af, at…”. Hvad der har virket for nogen, virker ikke nødvendigvis for andre. Hvad der har været det rigtige for nogen, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre. Hver en graviditet, hver en fødsel og hvert et barn er forskelligt, så der er vitterligt intet facit at hente nogen steder. Dérfor er den famøse intuition og mavefornemmelse så hamrende vigtig, fordi det er dén, der kommer til at følge dig og være dit mest sikre opslagsværk.

Jeg kommer til at blive usikker. Jeg kommer til at tvivle. Jeg kommer til at være desperat, efter at nogen tager valgene for mig og påtager sig det medfølgende ansvar. Alt det ved jeg godt. Men jeg håber sådan, at det ikke kommer til at tage overhånd, og at min nyfundne evne til at lytte til mig selv og ikke føle behov for at forklare eller forsvare mine valg, ikke forsvinder som dug for solen, når jeg sidder med mit barn i armene. Time will tell, og om 10 ugers tid ved jeg nok meget mere – og samtidig meget mindre – end jeg ved nu.

Gravid i Coronatid

Det er en mærkelig tid, vi lever i lige nu. Jeg sidder, hvor jeg plejer, på mit lille hjemmekontor foran mit store vindue med udsigt over vores forhave og den relativt stille vej, vi bor på. Alt ligner sig selv. Som altid er der ret stille i løbet af dagen, og stilheden foran mit vindue bliver kun afbrudt af den sporadiske hundelufter og fodgænger med og uden barnevogn.

Så alt ser ud, som det plejer i mit lille hjørne af verden, og dog. For jeg har ikke været uden for min hoveddør af andre årsager end hundeluftning de sidste par dage, og Islændingen har skabt sin egen lille hjemmearbejdsplads ved vores spisebord. Sådan kommer situationen nok til at se ud i noget tid.

Vi har frivilligt isoleret os fra omverdenen, mens vi dagligt følger med i, hvordan situationen udvikler sig. Vi er ikke grebet af panik, for vi har mad nok til de næste mange dage, og vi bevæger os stadig uden for døren for at gå tur med Emmy, så helt under jorden er vi ikke gået, men det psykologiske i, at man ikke bare kan gøre, hvad man vil, og gøre, som man plejer, det tynger naturligvis en del.

Det, der tynger allermest, er dog frygten for, hvad det har af betydning for vores lille pige, der pt. ligger og bager i min mave. De seneste undersøgelser på området tyder på, at Corona ikke smitter gennem navlestrengen, moderkagen eller fostervandet, så de næste tre måneders tid burde hun være i sikkerhed derinde. Alligevel fylder bekymringerne naturligvis. For hvad nu, hvis jeg bliver syg nu? Vil det påvirke hende? Hvad så, hvis jeg bliver syg op til fødslen? Vil det give en sværere fødsel for hende eller for mig? Og hvad nu, hvis jeg smitter hende ved fødslen, så hun bliver syg? Eller hvis jeg går i for tidlig fødsel, og hendes små lunger så slet ikke kan håndtere sygdommen?

Der er så mange bekymringer forbundet med hele det her, og jeg kan ærlig talt ikke rigtig forholde mig til det, så jeg har valgt at tage én dag ad gangen. Lige nu har hun det godt inde i maven, vi har mad, dyrene har det godt, vores venner og familie har det godt, vi skranter begge to herhjemme, hvor vi snotter og hoster og er lidt matte i sokkerne, men ellers har vi det godt. Det er situationen i dag, og det er forhåbentlig også situationen i morgen. Længere frem end det kan jeg ikke tænke lige nu.

Drømmene og kernefamilien

Jeg kan huske, at jeg flere gange har læst og hørt, at man kunne have ret vilde drømme, når man er gravid. Men jeg har også hørt om hård mave, hæmorider og lækkende bryster, og det har jeg ikke oplevet noget af (endnu), så det er jo ikke alt, der rammer alle, må jeg konstatere.

Men det med drømmene, det har jeg altså oplevet. Mange gange efterhånden. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at jeg drømmer nogle virkeligt forfærdelige ting om natten, og de fleste handler om én ting: At jeg mister Islændingen. Scenariet afspiller sig i forskellige versioner, men omdrejningspunktet er altid det samme, og jeg bliver lige knust hver gang.

Der er jo noget underbevidsthed på spil, hvor en af de største bekymringer, der ligger derinde og ulmer, er frygten for at miste ham, jeg nok har allermest brug for mere end nogensinde. For han er jo ikke længere “bare” min kæreste, min mand, han er jo også faren til mit barn. Uden ham er familien ikke fuldkommen, og det er måske i virkeligheden dét, der er den store frygt: Frygten for at miste den kernefamilie, vi er i gang med at skabe.

Jeg kunne sagtens komme med en smøre om konsekvensen ved at være skilsmissebarn og derved længslen efter en kernefamilie, men let’s be real, det er ikke noget, der er unikt for skilsmissebørn, at man søger den familieform, som man har fået fortalt alle steder, er normen.

Jeg har egentlig aldrig selv bidt mærke i, at det var dét, jeg ønskede; kernefamilien. Jeg troede ikke, det var et behov, jeg havde. Men så mødte jeg en mand, som direkte sagde, at han gerne ville have, jeg fødte hans barn, og den slags sætter sgu gang i nogle instinkter og drifter, jeg ikke troede, jeg besad. Pludselig kan jeg se det for mig; kernefamilien. Jeg kan se det, når vi dekorerer børneværelse, når vi køber barnevogn, når vi går tur med Emmy, når vi handler i Føtex, når vi planlægger projekter i og omkring huset.

Lige om lidt er vi den gennemsnitlige middelklasse familie, der passer som hånd i handske på alle statistikkerne. Og hvem havde egentlig troet, at man kunne drømme om at blive gennemsnitlig? At man aspirerede til at blive én af mange? I hvert fald er det, hvad jeg når frem til, at jeg gør, når jeg søger aktindsigt i de vanvittige drømme og scenarier, jeg bliver udsat for på natlig basis; jeg drømmer om kernefamilien og jeg frygter at miste den.

Heldigvis er jeg gift med en mand, der morgen efter morgen lytter på, at jeg igen har drømt forfærdelige ting med ham som hovedperson. Og heldigvis er jeg gift med en mand, som derefter bruger resten af dagen på at vise mig, at mine værste mareridt ikke kunne være længere fra virkeligheden.

Hvornår forsvinder frygten?

Jeg tror ikke, jeg kan (eller vil) lægge skjul på, at de første mange uger i den her graviditet i høj grad var præget af frygt. Frygt for mig er, når ængstelsen overstiger bekymringsniveauet, og det er der ingen tvivl om, at det gjorde de første mange uger. Måske endda hele 1. trimester plus lidt til. Det var faktisk først til gennemscanningen forleden, at jeg for første gang mærkede en form for lettelse og ren glæde over situationen. Indtil da var der selvfølgelig også en vis grad af spænding, men ikke ret meget glæde at spore, fordi jeg simpelthen har været for bange for det. At glæde mig.

Det har ikke stoppet mig fra at gøre værelse klar, shoppe udstyr osv., for det er nok dét, jeg gør, når jeg skal deale med ting; jeg er praktisk. Jeg kontrollerer og styrer det, jeg kan, og så skubber jeg de grimme og ubehagelige følelser lidt i baggrunden.

Det er kun små to uger siden gennemscanningen, der viste, at vores pige trives i bedste velgående i min mave. Hun vokser og udvikler sig, som hun skal, hun er aktiv, har godt med fostervand, har fin hjerteaktivitet og er generelt bare lige efter bogen. Alligevel sidder jeg nu her med en nagende fornemmelse, som jeg ikke har mærket så meget i noget tid. En nagende fornemmelse, jeg genkender med det samme. Ikke den sædvanlige og nærmest obligatoriske bekymring, som jeg ved, vi kommer til at føle som en konstant baggrundsfølelse fra nu, og til den dag vi ikke er her mere. Den her nagende fornemmelse er noget andet.

Det er frygt. Frygt i form af en irrationel stemme, der siger ting, som at det da ikke er meget liv, jeg har mærket de sidste to dage. At min mave da faktisk også virker mindre i størrelse og mindre hård og gravid-agtig. At jeg da generelt ikke har følt mig særligt gravid de seneste par dage.

Det er typisk, at frygten lige dukker op nu. Jeg tror, det kan forklares ved, at der er en jordemoderkonsultation i kalenderen, hvor der skal lyttes til hjertelyd og tales om fødsel. Hvad nu, hvis der ikke er nogen hjertelyd? Hvad nu, hvis der slet ikke er nogen fødsel at tale om alligevel? Vi står også overfor at købe en barnevogn; hvad nu, hvis den slet ikke bliver nødvendig alligevel?

Jeg kigger på scanningsbillederne fra gennemscanningen sidst. Afspiller den 30 minutter lange seance inde i hovedet, organ for organ, kropsdel for kropsdel, og husker mig selv på, at alt jo var, som det skulle være. Jeg spørger mig selv, hvorfor det skulle gå galt nu, men den eneste, der får lov til at få et ord indført, er den irrationelle stemme, der siger “hvorfor skulle det ikke?”.

Jeg tæller ned til lyden af et hjerte, der banker, præcis som det skal. Til forvisningen om, at alt (stadig) er, som det skal være. Til synet af vores nye brugte barnevogn, der står klar til “gå med hund og barnevogn på samme tid”-træning. Jeg tæller ned til alt det gode, der skal overdøve stemmen, der vil have mig til at tro på alt det dårlige.